Har du brug for support kan du benytte dette link: Support EDI
Læs mere og hent dokumenter
En B-deklaration sikrer kreditor meddelelse fra forsikringsselskabet, hvis den tegnede kaskoforsikring ophører, eller hvis der kommer kontanterstatning til udbetaling på kaskoforsikringen.
I modsætning til F-deklarationen svarer kreditors dækning på B-deklarationen til debitors ret til dækning efter kaskoforsikringen, dog med den forskel, at kreditor dækning aldrig kan blive større end køretøjets handelsværdi på skadetidspunktet og heller aldrig kan overstige kreditors resttilgodehavende over for debitor. Det betyder følgende:
- Hvis kreditors tilgodehavende er større end køretøjets handelsværdi på skadestidspunktet har kreditor krav på erstatning svarende til handelsværdien af køretøjet med fradrag af evt. selvrisiko
- Hvis kreditors tilgodehavende er mindre end bilens handelsværdi på skadestidspunktet har kreditor krav på erstatning svarende til resttilgodehavendet og debitor får udbetalt erstatning svarende til forskellen mellem resttilgodehavendet og handelsværdien på køretøjet med fradrag af evt. selvrisiko
Udbetaling af erstatning forudsætter, at kaskoforsikringen er holdt i kraft.
Du kan læse mere om B-deklarationen i vilkårene.
Du kan læse mere om F-deklarationen i vilkårene og bemærkningerne.
Blanket for anmeldelse af skader kan hentes under links i højre kolonne.
Præcisering af dækning på F-deklarationer
Ved anmodning om notering af F-deklarationer i forsikringsselskaber efter den 1. januar 2019, kan der kun forventes at være forsikringsdækning efter deklarationen, såfremt kreditor ved notering af deklarationen og ved skadens indtræden har enten en tinglig ret i køretøjet i form af tinglyst pant eller ejendomsforbehold, eller der er tale om et leaset køretøj. Er denne betingelse ikke opfyldt (de såkaldte blancolån), kan der ikke forventes af være forsikringsdækning efter deklarationsvilkårene.
Ændring af vilkår til F-deklarationer pr. 1. juni 2022
I lyset af udviklingen i antallet af beslaglæggelser/konfiskationer af biler især som følge af vanvidskørsel ændres panthavers dækning i F-deklarationen ved sager omfattet af pkt. 1, e i deklarationen (beslaglæggelse/konfiskation). Ændringen omfatter F-deklarationer, som ekspederes af kreditor i EDI-systemet fra og med den 1. juni 2022, kl. 00:00:01.
Ændringer i selve deklarationsvilkårene
- Forhøjelse af selvrisikoen for panthaver i sager omfattet af deklarationsvilkårenes pkt. 1,e: Selvrisikoen forhøjes fra 20%, minimum 20.000 til 50%, minimum 50.000 kr. både ved finansiering og leasing. Teknisk gennemføres ændringen som en justering af pkt. 3, f. i deklarationsvilkårene for F-deklarationen, således at der fremover er et særligt punkt (3, f) om selvrisikoen i skadetilfælde, der er omfattet af pkt. 1, e i F-deklarationen.
- Pkt. 4, b ikke er medtaget i de nye deklarationsvilkår, da punktet – på grund af de afgrænsede anvendelsesperioder for de to sæt deklarationsvilkår – er overflødigt
Ændringer i 2010-bemærkningerne til F-deklarationen
- Pkt. 3, f umiddelbart før hovedafsnit B opsplittes i et nyt pkt. 3, f, der omhandler den forhøjede selvrisiko i sager under deklarationens pkt. 1, e, og et nyt pkt. 1, g, der omhandler de uændrede selvrisici i sager, der er omfattet af deklarationsvilkårenes pkt. 1, f og g
- Pkt. B, 7, b udgår som følge af bortfaldet af pkt. 4, b i deklarationsvilkårene.
Panthaverdeklaration for lystfartøjer, som alene giver kreditor ret til ved kontanterstatning at får udbetalt det beløb, kreditor har til gode hos debitor. Det er en forudsætning, at debitor har holdt kaskoforsikringen i kraft og, at kreditors tilgodehavende ikke overstiger erstatningsbeløbet. Deklarationen indeholder ingen forsikringsdækning, men en pligt for forsikringsselskabet til at oplyse kreditor om præmierestance, opsigelse, forsikringsophør, selskabsskift samt ændringer i policevilkår.
Du kan læse mere om L-deklarationen i vilkårene.
Vilkårene for deklaration R svarer til vilkårene for deklaration F. Den væsentligste forskel på deklaration F og R er, at der vil ske afvisning af en deklaration F, hvis den anvendes for et køretøj forsikret på en erhvervsløsøreforsikring. En deklaration R der anvendes for et indregistreret eller indregistrerbart køretøj omfatte af en motorkaskoforsikring vil ikke blive afvist, men noteret på den relevante motorkaskoforsikring.
Du kan læse mere om R-deklarationen i vilkårene og bemærkningerne.
Panthaverdeklaration for sikring af lån i genstand, der er dækket af en løsørebrandforsikring. Forsikringsselskabet forpligter sig til at give panthaver information om ændring i forsikringsforhold samt holde panthaver dækket af erstatningen, samt undlade at udbetale en erstatningssum uden at informere panthaver.
Vilkår for D-deklaration
Forsikringstager og panthaver i forening anmoder herved forsikringsselskabet om for ovennævnte police at notere følgende:
- ikke at suspendere dækningen, nedsætte forsikringssummen eller sætte forsikringen ud af kraft uden skriftligt at underrette panthaver herom og holde dækket i indtil 4 uger efter underretningen,
- at holde panthaver dækket af erstatningen i det omfang, dækning i pantet eller pantsætters øvrige ejendom ikke opnås, uanset at forsikringstager helt eller delvis har fortabt retten til erstatning,
- ikke at udbetale nogen skadeerstatning til forsikringstager uden panthavers samtykke, med mindre erstatningsbeløbet anvendes til reparation.
Det bemærkes, at notering af pantsætningen sker med forbehold af eventuelle andres rettigheder, herunder rettigheder der måtte tilkomme panthavere med pant i fast ejendom.
Panthaverdeklaration, der anvendes i forbindelse med leasing af løsørebrandforsikrede genstande.
Deklarationen har samme dækningsomfang som D-deklarationen.
Vilkår for E-deklaration
Forsikringstager (bruger) og leasingselskab anmoder herved forsikringsselskabet om for ovennævnte police at notere følgende:
Forsikringsselskabet anerkender, at ovennævnte leasede genstand(e) er omfattet af dækning:
ifølge anførte police
idet genstanden (e) er opført i særlig position i anførte police.
For så vidt angår dækning af de leasede genstande forpligter selskabet sig herved til:
- ikke at suspendere dækningen, nedsætte forsikringssummen eller sætte forsikringen ud af kraft uden skriftligt at underrette leasingselskabet herom og holde dette dækket i indtil 4 uger efter underretningen,
- uanset at forsikringstager (bruger) helt eller delvis måtte have fortabt retten til erstatning at holde leasingselskabet dækket af erstatningen i det omfang, dækning ikke kan opnås hos forsikringstager,
- ikke at udbetale nogen skadeerstatning til forsikringstager (bruger) uden samtykke fra leasingselskabet, med mindre erstatningsbeløbet anvendes til reparation.
Parterne er enige om, at i tilfælde at totalskade på den (de) pågældende genstand(e) opgøres det erstatningsbeløb, som leasingselskabet er berettiget til, på grundlag af genstanden(es) genanskaffelsespris umiddelbart før forsikringsbegivenhedens indtræden, med rimelige fradrag for alder, brug, nedsat anvendelighed eller andre omstændigheder (dagsværdien).
Anmeldelsesblanket for skader på F-deklarationer